Parodontose

 

Det starter med tandkødsbetændelse

Hvis tandkødsbetændelsen ikke behandles i tide udvikler den sig til parodontose. Tandkødsbetændelse gennem lang tid vil få knoglen omkring tænderne til at blive opløst og tænderne bliver løse. Knoglen nærmest tandkødsranden trækker sig tilbage og man kan måle en dybere tandkødslomme/poche og på røntgenbillede kan man direkte se svindet af knogle.

Tandsten og bakterier kan trænge dybere ned, hvilket skaber yderligere betændelse.

OBS. Tandkødet bliver oftest siddende, hvorfor betændelsen kan være fremskreden uden at man mærker det.


 
Før rensning
 
Efter rensning
 

Behandling:

Der findes forskellige former for behandling af paradentose:

1. Almen parodontosebehandling med tandkødslommer på 3-5 mm og enkelte over 5 mm, hvor der laves dybere tandrensning.

2. Udvidet parodontosebehandling hvor flere/mange tandkødslommer er på 5-6 mm eller derover - denne type kræver tandrodsrensning og/eller tandkødsoperation.

 

Forklaring

Parodontose er en langsomt fremadskridende kronisk betændelse i tandkødet omkring tandhalsen, der får kæbeknoglen til at trække sig tilbage. Tanden bliver mere og mere løs og falder til sidst ud.

Det begynder som en tiltagende forværring af en overfladisk tandkødsbetændelse. Tandkødet bliver slapt, og tandstenen trænger dybere og dybere ned, mens knoglen viger tilbage. Til sidst når der  ikke er noget at holde fast i -falder tanden  ud.

Hyppige kontroller er nødvendigt i forbindelse med parodontose.


´
 
 
Hvordan behandles parodontose?
Det vigtigste er altid god mundhygiejne. Man kan ikke fjerne alle bakterierne, men man kan mindske deres antal ved en god mundhygiejne. Mundhygiejne omfatter tandbørstning, brug af tandstikkere, tandtråd og de små flaskerensere (approximalbørster), valg af god tandpasta, undertiden suppleret med mundskylningsvæsker.
Din tandlæge kan altid rådgive dig med, hvad der er bedst i din mund. Det kan sagtens variere fra patient til patient afhængig af antallet af tænder, tandstilling, eventuelle kroner, broer og proteser eller særlige forhold.
 
Tandrensning og afpudsning
Man starter i simple tilfælde med en grundig tandrensning og en afpudsning af tandoverfladen, så tanden og eventuelt fyldninger bliver helt rene og glatte. Herved er det sværere for bakterierne at sætte sig fast og lettere for dig at holde tænderne rene. I forbindelse med tandrensning kan det for mange være en fordel at få en fluorpensling mod caries og følsomme tandhalse. Det er også en god idé at snakke mundhygiejne og få instruktion i, hvordan det gøres bedst. Effektiviteten af tandbørstning kan kontrolleres med specielle farvestoffer, som binder sig til plak.
 
Let parodontose
Er der lommer på 3 til 5 millimeter, skal der foretages en almindelig parodontose behandling, hvor der fortages en dyb-tandrensning. Derved bliver hver enkelt tandkødslomme renset meget grundigt, lokalbedøvelse er evt. nødvendigt, da det kan gøre ondt.
 
Når der er tale om tandkødslommer, vil der altid være behov for en individuel forebyggende behandling, det vil sige instruktion i diverse hjælpemidler og information om sygdomstilstanden. Denne behandling har til formål, at normalisere tilstanden ved at gøre patientens egen tandpleje så effektiv som muligt, for at forhindre en mere graverende parodontose. To til tre uger efter almindelig parodontosebehandling er det nødvendigt med en kontrol. Dette er en selvstændig ydelse og har til formål at vurdere resultatet af behandlingen.
 
Alt efter parodontosens sværhedsgrad, bedømmes det, hvor ofte det vil være nødvendigt med dyb-tandrensning. Samtidig kontrolleres hjemmetandplejens effektivitet. Når man er parodontose patient, er man fremover risikopatient og skal følges nøje.
Pris: (ca. kr. 450,- til ca. kr. 1200,-)
 
Alvorlig parodontose
Er der lommer på 5 millimeter eller derover, ved minimum 2 tænder, skal der foretages udvidet parodontose behandling, hvor der foretages dyb-tandrensning og tandroderensning, af tandkødslommerne.
 
Behandlingen foretages eventuelt med lokalbedøvelse, fordi det kan gøre ondt.
 
Det er muligt, at en sådan behandling skal gentages nogle gange inden for kort tidsrum, for at få tilstanden under kontrol. Derudover vil der altid være behov for en individuel forebyggende behandling, det vil sige instruktion i diverse hjælpemidler og information om sygdomstilstanden.
 
Denne behandling har samme formål, som beskrevet ovenstående. To til tre uger efter udvidet parodontosebehandling gennemføres en kontrol. Dette er en selvstændig ydelse og har til formål at vurdere resultatet af behandlingen.
 
Alt efter parodontosens sværhedsgrad, bedømmes det, hvor ofte det vil være nødvendigt med dyb-tandrensning og tandrodsrensning. Samtidig kontrolleres hjemmetandplejens effektivitet.
 
Når man er parodontose patient, er man fremover risikopatient og skal følges nøje.
Pris: (ca. kr. 800,- til ca. kr. 2600,-)
 
Tandrodsrensning
Tandrodsrensning anvendes på de tænder, hvor der er konstateret fordybede tandkødslommer på 5 mm. eller derover.
 
Tandrodsrensningen omfatter fjernelse af bakteriebelægninger og tandsten i tandkødslommerne og på tandroden.
 
Tandrodsrensningen har til formål at formindske de fordybede tandkødslommer, så det er muligt at holde tænderne frie for bakteriebelægninger og dermed muligt at standse videre udvikling af parodontose. Der kan efter en tandrodsrensning være nogen ømhed fra tandkødet, men dette vil aftage i løbet af nogle dage.

Pris: (kr. 200 til kr. 400,- pr. tand)
 
Meget dybe lommer
Ved tænder hvor der er tandkødslommer på 8-12 millimeter er kirurgisk indgreb oftest nødvendigt.
 
Indgrebet foretages under lokalbedøvelse, hvor tandlægen lukker op og renser overfladen af tandroden under direkte opsyn. Indgrebet benævnes også som en lap-operation.
 
Undertiden bortskærer man en del af tandkødet for på den måde at mindske tandkødslommen. Dette benævnes gingivektomi og resulterer i, at tænderne kommer til at se længere ud, fordi en del af roden bliver blottet.
Pris: (kr. 800 til kr. 3000,- pr. operation)
 
Uanset hvilken behandling, der foretages, er det vigtigt, at behandlingen følges op ved hyppige kontroller og i mange tilfælde ligeså hyppige tandrensninger.
 
Tandrensning en gang om måneden være den eneste måde at holde parodontosen i skak på.
 
Udsigt for fremtiden
Hvad kan man love om forebyggelse og behandling af parodontose?
 
Da al forebyggelse og behandling af parodontose er en kamp mod biologi, er det vanskeligt at bedømme præcist, hvordan sygdommen udvikler sig for den enkelte. Statistikken viser dog at parodontose som behandles af tandlægen/tandplejeren kan standses i langt de fleste tilfælde, således at tænderne kan beholdes i mange år.

 
For at parodontosebehandlingen skal lykkes, er det nødvendigt at gå til kontrol. Alt efter parodontosens sværhedsgrad, bedømmes det, hvor ofte det vil være nødvendigt med kontroller og tandrensning/dyb-tandrensning/tandrodsrensning.
 
Parodontose kan således standses, men vil komme igen, hvis man forsømmer den daglige hjemmetandpleje og kontrollerne hos tandlægen.
 
Er parodontose farlig?
Man ved i dag, at dybe lommer kan rumme mange sygdoms-fremkaldende bakterier, som kan overføres til blodbanen og transporteres med blodet rundt i kroppen. Det kan være en medvirkende årsag til blodpropper i hjertet, hjerneblødninger og for tidlige fødsler. Man anbefaler derfor patienter i risikozonen at få kontrolleret deres tandkød og tandkødslommer.
 
 
 
 
 



Til forside
Print
 

Tandlæge Kirsten Handberg ApS | Fiolgade 7, 3000 Helsingør | CVR: 16723134 | Tlf. 49 21 27 02 | E-mail: klinik@kirstenhandberg.dk

Skriv evt. en anmeldelse - Vi vil være Helsingørs fortrukne tandlæge
Vurderet 5/5 på baggrund af 4 stemmer på Facebook